Quantcast
Channel: Inspiration Arkiv - Skaberlyst
Viewing all articles
Browse latest Browse all 28

Derfor skal du omgive dig med smukke ting!

$
0
0

Smukke ting hører ind under begrebet æstetik. Æstetik i hverdagen er noget, der er værd lige at bruge lidt tid på. For når du omgiver dig med ting du kan lide, og som gør dig glad, så bliver du mere glad. Det kommer alle dem du omgiver dig med til gode, fordi vi som mennesker påvirkes af hinanden. Kort sagt, glæden ”smitter”. Og når man er glad, er det hele unægtelig noget nemmere og sjovere. 

Æstetik er individuel

Ordet æstetik kommer fra græsk, og handler om at føle og fornemme. Det med følelserne er interessant, fordi det gør det vanskeligt at lave en facitliste over, hvad der er æstetisk og smukt, og hvad der ikke er. Det bliver individuelt, eftersom vi alle har vores helt egne følelser og måder at opfatte omverdenen på. Så det, der er smukt for mig, kan være noget helt andet for dig. Og det er helt i orden. Det vigtige er at finde frem til, hvad netop du finder smukt og glædes ved. Når du ved, hvad du synes er smukt, kan du begynde at implementere flere smukke ting i din hverdag. Og skaffe dig af med de ting, du synes er grimme. Resultatet: du bliver mere glad og tilfreds med tilværelsen.

Pointen er ikke, at du skal til at købe dig fattig i dyre designermøbler og fancy tingel tangel. Tværtimod. Hvis du synes fladskærme er det absolut grimmeste der nogensinde er opfundet, så lad være med at hænge en på væggen, bare fordi alle andre gør det. Pointen er at finde frem til, hvad der gør dig glad. Om det er en kæmpe stor sofa, 12 ens af alt i køkkenskabet, kjoler fra 30’erne eller noget helt fjerde, er ikke så vigtigt. Bare du ved, hvad det er.

Ryd op og bliv glad

Hvis du ikke lige kan stå skoleret og remse op hvad du synes er smukt, så er et godt sted at starte at rydde op. Kig på hvad du har samlet sammen i dit hjem. Ting, møbler, tøj, billederne på væggen. Kan du lide det? Eller har du sofaen, fordi den var billig? Er lamperne i gangen dem fra teenageværelset, der af uransagelige årsager er fulgt med hver gang du er flyttet? Er skabet fyldt med tøj, der er 10 år gammelt? Alt det, du ikke kan lide som det er, kan du dele ind i 2 grupper. Den ene gruppe er det, der er så grimt eller ligegyldigt, at det bare skal ud. Aflever det i en genbrugs butik eller sælg det på et loppemarked. Det kan vær e det lige er de ting, en anden står og mangler, så lad være med bare at smide det på lossepladsen. Medmindre det er i stykker, naturligvis. Den anden gruppe er ting, du ikke kan undvære eller som du af andre grunde ikke kan skille dig af med. De ting kan du enten lave om, eller prøve at finde nye måder at bruge på. En omgang maling kan gøre utrolig meget ved de fleste møbler. Stole og sofaer kan ombetrækkes. Måske er det nok at sy nogle nye puder til sofaen. Kjolerne er måske meget cool, hvis de lige får et bælte i taljen eller bliver kortet af. Brug din fantasi, lad dig inspirere af blade og af hvad du ser hos andre. Det er så absolut tilladt at efterligne. Succeskriteriet er, at du bliver mere glad.

Man kan heldigvis også glædes af ting man ser rundt omkring. Jeg fik fx. et smil på læben den anden dag da jeg gik forbi den her scooter på en parkeringplads. Jeg var på vej til cykelhandleren med min punkterede cykel under armen, men pludselig var det ikke helt så irriterende som før. Og nu overvejer jeg, hvordan jeg kan male min cykel, så den bliver lidt mere mig!

 

Indlægget Derfor skal du omgive dig med smukke ting! blev først udgivet på Skaberlyst.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 28